Ny nordisk alliance for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder

I 2024 markerede de nordiske ministre for ligestilling og LGBT+ 50-året for det nordiske samarbejde om universelle menneskerettigheder og ligestilling ved at forpligte sig til at arbejde sammen for ligestilling, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder samt lige rettigheder for LGBTI-personer i en fælles indsats for 2025-2027 under titlen "Pushing for Progress".
Nu har de førende nordiske organisationer inden for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder fra Danmark, Sverige, Norge og Finland slået sig sammen for yderligere at styrke den nordiske civilsamfundsindsats indenfor området - i Norden såvel som globalt.
Partnerne i alliancen vil ikke blot arbejde for at støtte de nordiske regeringer i at styrke disse rettigheder og værdier, men vil også engagere nationale og europæiske beslutningstagere, bygge broer og skabe muligheder for gensidig læring og samarbejde.
Alliancen er dybt engageret i at støtte og fremme unges engagement i kampen for at beskytte seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Derfor har alliancen forpligtet sig til at sikre viden, netværk og værktøjer til nordiske unge fra hele det politiske spektrum såvel som civilsamfundet.
Initiativet er baseret på et fortsat stærkt samarbejde med Nordisk Ministerråd i den fælles vision om en solid nordisk position på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og ligestilling på globalt plan.
"I en global kontekst med fortsat og stigende pres på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er et stærkt nordisk samarbejde afgørende for at styrke disse grundlæggende rettigheder, både hjemme og globalt. Med dette initiativ har vi i fællesskab de ressourcer og en gensidig forpligtelse til at gøre det i de kommende år," siger Majbrit Berlau, Generalsekretær, Sex & Samfund
"På tværs af Norden har vi en stolt tradition for stærkt civilsamfundsengagement, når regeringer deltager i multilaterale forhandlinger om seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder. Med dette initiativ kan vi sikre det fortsatte engagement af det nordiske civilsamfund i en tid, hvor civilsamfundsdeltagelse er under pres globalt," siger Ingela Holmertz, Generalsekretær, RFSU
"Når man kæmper for grundlæggende rettigheder såsom seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, er det vigtigt ikke at gøre det alene. Med denne alliance vil vi støtte beslutningstagere i at udforske og drage fordel af tværnordisk samarbejde og udveksling med kolleger fra vores nordiske naboer," siger Tiina Ristikari, Administrerende Direktør, Väestöliitto
"Unges engagement i beskyttelsen af seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er afgørende, hvis vi ønsker, ikke blot at beskytte disse rettigheder i dag, men også at sikre deres fortsatte beskyttelse og opbakning i fremtiden," siger Tor-Hugne Olsen, administrerende direktør, Sex & Politikk/IPPF Norge
"Med en stærk, samlet nordisk stemme kan vi sikre, at ligestilling mellem kønnene samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder forbliver centrale emner i den globale dialog. Dette initiativ kommer på et tidspunkt, hvor handling og samarbejde er afgørende for at beskytte de fremskridt, der allerede er gjort, og vi er meget glade for at uddybe vores samarbejde med det nordiske civilsamfund for at opfylde de nordiske regeringers fælles ambition om fortsat at presse på for fremskridt, ligestilling og lige rettigheder," siger Andreas Nielsen, Seniorrådgiver for Ligestilling og LGBTI, Nordisk Ministerråd
OM ALLIANCEN
- Alliancen består af RFSU (Sverige), Väestöliitto (Finland), Sex & Politikk (Norge) og Sex & Samfund (Danmark)
- Alle fire organisationer er medlemmer af International Planned Parenthood Federation
- Alliancen er støttet af Gates Foundation






Accepter kun nødvendige cookies